Nu får du en ny adgang til det digitale Danmark

Fra den 1. juli får alle borgere i Thisted Kommune en ny digital adgang til offentlige og private selvbetjeningsløsninger. Fremover vil vores selvbetjeningsløsninger benytte NemID – den samme løsning, som de danske pengeinstitutter benytter sig af.

NemID er din personlige underskrift på nettet
NemID er en digital signatur – din personlige underskrift på nettet. Med NemID kan du logge på for eksempel skat.dk eller borger.dk på præcis samme måde, som du logger på din netbank. Som bruger af NemID skal du kun huske ét bruger-id og én adgangskode, uanset om du skal ind på det offentliges hjemmesider, på netbank - eller på en af de andre hjemmesider, som NemID også giver adgang til.

Sådan bliver du bruger
Du har to muligheder for at blive bruger af NemID:
  • Hvis du i forvejen benyttet dig af netbank fra dit pengeinstitut, behøver du ikke foretage dig noget. Du vil få besked fra dit pengeinstitut via din netbank, når tiden er inde. Derefter får du tilsendt et brev med et nøglekort, hvorefter du kan oprette dig som bruger af NemID i netbanken. 
  • Du kan også bestille NemID på www.NemID.nu. Alternativt kan du få udleveret din NemID i Borgerservice i Thisted.
    OBS: Du skal huske at medbringe billedlegimitation i form af pas eller kørekort, når du skal have udsted NemID i Borgerservice.
Nøglekortet – et ekstra trin i sikkerheden Den nye løsning giver dig adgang til det digitale Danmark. Men du skal lige vænne dig til et ekstra trin, i forhold til din gamle netbank eller digitale signatur. Når du logger på, skal du nemlig gøre to ting:
  • Du skal indtaste dit bruger-id og din adgangskode
  • Du skal også indtaste en "nøgle" (en kode på seks tal), som du finder på dit nøglekort.
Nøglekortet vil du få sendt med posten fra firmaet DanID/ udleveret i Borgerservice. Fordelen ved dette ekstra trin er, at den gør det mere sikkert at logge på selvbetjeningsløsningerne. Kun du har koderne i hovedet - og nøglekortet i hånden - og ingen kan hacke sig ind på dit nøglekort.

På størrelse med et Dankort
Nøglekortet har 148 nøgler og fylder ikke mere end et almindeligt Dankort. Kortet bliver sendt til dig af DanID, som står for udviklingen og driften af NemID. Med nøglekortet kan du gå i netbanken eller logge på det offentliges hjemmesider fra en hvilken som helst computer.
Hver nøgle kan kun bruges én gang, og når der er 20 nøgler tilbage fremsendes automatisk et nyt nøglekort til dig.

Spørgsmål og svar om NemID