Hjælpemidler
Hjælpemidler, Forbrugsgoder og Boligændring
Lovgrundlag: Lov om Social Service § 112 - 116
Et hjælpemiddel kan bevilges, hvis det:
- i væsentlig grad afhjælper de varige følger af en nedsat funktionsevne
- i væsentlig grad letter den daglige tilværelse
- er nødvendigt i forbindelse med udøvelse af erhverv.
Som ansøger har du pligt til at medvirke til at fremskaffe de oplysninger, som er nødvendige for at ansøgningen kan afgøres. Din ansøgning vil blive behandlet ud fra alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning.
Hvem kan få?
Der ydes hjælp til både børn og voksne til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder til personer med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Hvad kan der ydes hjælp til?
Der kan eksempelvis ydes hjælp til:
1. Bevilling af personlige hjælpemidler:
- kompressionsstrømper
- korsetter
- arm- og benskinner
- fodindlæg
- ortopædiske sko
- bryst-, ben og armproteser
- incontinenshjælpemidler
- parykker
- stomihjælpemidler
- testmaterialer
- sprøjter/kanyler
- høreapparater og batterier
- optiske synshjælpemidler
2. Bevilling af genbrugshjælpemidler, f.eks.:
- toilet/badehjælpemidler
- mobilitetshjælpemidler
- el-senge
- kørestole
- ramper
- særlige it-hjælpemidler
3. Bevilling af forbrugsgoder, f.eks.:
- specielle husholdningsapparater, hvilestole.
Hvad kan der ikke ydes hjælp til?
Der ydes normalt ikke hjælp til dækning af udgifter, der følger af brug af hjælpemidler, f.eks. til drift, rengøring og almindelig vedligeholdelse. Der ydes ikke hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Der ydes ikke hjælp til hjælpemidler eller forbrugsgoder, der er anskaffet før ansøgning og bevilling.
Udgifter til hjælpemidler:
Der er en egenbetaling i forbindelse med bevilling af fodtøj og forbrugsgoder. Insulinkrævende diabetikere har en egenbetaling på 50% i forbindelse med bevilling af blodsukkermålingsapparat.
Genbrugshjælpemidler bevilges som udlån for dig, bortset fra udgifter til f.eks. drift, rengøring og vedligeholdelse.
Der kan kun ydes hjælp til et forbrugsgode, hvis prisen overstiger 500,- kr. i indkøb. Hjælpen udgør 50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt.
Der ydes støtte til udskiftning af batterier til el-kørestole, udskiftning af batterier, som ikke kan købes i almindelig handel eller som ikke kan eller bør udskiftes af ansøger.
Der ydes ikke støtte til udskiftning af dæk og slanger til kørestole, med mindre der er behov for mere end en årlig udskiftning.
Leverandøraftaler:
Thisted Kommune har indgået leverandøraftaler.
- Hvis ansøger, der er bevilget et personligt hjælpemiddel, ønsker at benytte en anden leverandør end den af kommunen valgte, kan du vælge selv at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne refunderet, dog højest svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør.
- Dette gælder ikke for genbrugshjælpemidler, hvor der ikke er leverandørvalgfrihed.
Ændring af bolig:
Der ydes hjælp til indretning af bolig til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
En af kommunens ergoterapeuter aflægger et hjemmebesøg hos ansøgeren for at vurdere behovet.
Støtte til køb af bil:
Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes eller i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde eller gennemføre en uddannelse uden brug af bil.
For at støtten kan ydes, skal ansøgeren have et kørselsbehov:
1. I forbindelse med erhverv, hvor ansøgeren skaffer sig et væsentlig bidrag til forsørgelsen, eller
2. I forbindelse med uddannelse, der sigter mod fremtidige arbejds- og indtægtsmuligheder, eller
3. Hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse.
Der kan ikke ydes støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt
tilgodeses ved andre ordninger.
Klage over afslag på afgørelser:
Hvis du får afslag på et hjælpemiddel/forbrugsgode/boligændring/bilansøgning, kan du klage over afgørelsen. Dette gør du ved at henvende dig til kommunen (skriftligt/mundtligt) inden fire uger efter, at du har modtaget afslaget. Hvis kommunen ikke giver dig medhold i din klage, sendes den videre til Statsforvaltningen, Nordjylland.
Henvendelse:
Henvendelse ved ansøgning om Personligt hjælpemiddel sker til Sektionens Administration:
Hjælpemiddelsektionen
Industrivej 5
7700 Thisted
Tlf. 99 17 19 72 Mail: Hjalpemiddel@thisted.dk
Henvendelse vedr. bleer sker til dit lokale områdecenter.
Henvendelse ved ansøgning om øvrige hjælpemidler sker til Sektionens terapeuter:
Hjælpemiddelsektionen
Industrivej 5
7700 Thisted
Tlf. 99 17 19 72 Mail: Hjalpemiddel@thisted.dk
Telefontider:
Mandag - fredag kl. 08.00 - 09.00.